Jørlunde Kirke. Foredrag ved Kirsten Diemer
Søndag den 25. september 2016 efter gudstjenesten
Sognehuset i Jørlunde
Foredrag ved Kirsten Diemer
Foredrag ved emeritus Kirsten Diemer om "Ny Paulus forskningen”, som hun vil tale imod. Og gøre rede for, hvorfor hun taler imod den.
Paulus har været diskuteret fra han skrev sine breve til menighederne.
Augustin var påvirket af Paulus. Luther endnu mere. Paulus er blevet ved at fremkalde reaktioner.
Juni 2009 havde jeg 3 måneders studieorlov. Jeg læste Paulus, og det er jeg blevet ved med siden.
Det var gået op for mig, at de lutherske tanker, som jeg tog for givet, var stærkt til debat: nemlig om vi mennesker altid forbliver syndere og også retfærdige, eller om vi kan blive fejlfrie ifølge nogle Ny Paulus forskere.
Frelse ved tro ikke ved gerninger blev der også sat spørgsmålstegn ved i Ny Paulus forskningen.
Lovgerninger var pludselig begrænset til jødernes særlige pagtstegn: omskærelse, sabbatsoverholdelse, spiseregler. Paulus havde i virkeligheden ikke meget at sige hverken Luther eller os. Han hørte mest til i sin historiske sammenhæng i det første århundrede, hvor han kæmpede for hedningekristnes adgang til kristentroen uden at blive jøder først.
De holdninger er jeg imod. Derfor læser jeg stadig Paulus. Paulus har stadig meget at sige os.