Deltager fra Slangerup på Team Rynkebys cykeltur til Paris
Kasper Nielsen fra Slangerup er med når Team Rynkeby cykelholdet har afgang fra København fredag den 3. juli med ankomst til Paris fredag den 10. juli 2015.
Kasper har meldt sig til cykelturen for at støtte en god sag, nemlig Børnecancerfonden, og samtidig er det en stor personlig udfordring at gennemføre turen. I gennem det meste af et år skal deltagerne ikke alene blive i stand til at cykle de godt 1.200 km til Paris – de forpligter sig også til at gøre en indsats for at rejse penge til børn med kræft og deres familier.
Allerede i maj 2014 blev ansøgningen sendt til Team Rynkeby København. Først i august måned kom en invitation til informationsmøde, hvor man skulle tilkendegive om man stadig var interesseret i at køre med og derefter endnu en uges ventetid før Kasper blev udvalgt til at køre med på årets cykelhold til Paris.
Foto: NoGo Studio
Det er ikke bare at melde sig til Team Rynkeby og så møde op og køre en smuttur til Paris. Det er benhård træning, som allerede har været i gang i tre måneder. Der trænes to gange om ugen med holdet og minimum en gang om ugen selv. Holdet træner styrkelse af ryg, nakke, skulder, mave og arme og derefter 1-1,5 times spinning. Det program trænes der efter indtil cyklerne bliver udleveret i slutningen af marts. Derefter begynder udendørstræningen 2-4 gange om ugen. Med minimum én tur om ugen på over 100 km. I uge 21 sendes hele holdet så på en uges træning på Mallorca.
Ud over den faste træning og cykelturen til Paris skal der samles en masse penge ind til de syge børn og deres familier. Det gøres bl.a. ved at finde sponsorer til deltagernes tøj. Der laves også forskellige arrangementer i løbet af de næste 5-6 måneder.
Der startes med Überbanko Team Rynkeby København den 15. marts 2015. Se mere på følgende link. https://www.facebook.com/uberbankotrkbh?fref=ts
Derudover males og sælges skamler. Se mere på følgende link. https://www.facebook.com/groups/1516961411874580/?fref=ts
Hvis man har lyst til at støtte projektet og Kaspers tur til Paris kan man gøre det på følgende link.
https://www.betternow.org/dk/kasper-nielsens-indsamling
På Facebook kan man endvidere følge Team Rynkeby København på dette link.
https://www.facebook.com/teamrynkebykbh?fref=ts
Og selvfølgelig cykles der med når der igen i år afholdes Tour De Slangerup. Det finder sted den 28. maj 2015.