Onsdag den 1. juli 2015
Holsted sejrede i intens hjemmebanematch
Holsted Tigers vandt, da de onsdag aften fik besøg af Slangerup, men først måtte kørerne gennem en tæt og spændende match, der ikke var afgjort før til allersidst.
- Da der var fire heat tilbage, var vi foran, og da der var to heat tilbage, var vi kun to point bagud, så det gik faktisk rimeligt fornuftigt. Men desværre rakte det ikke til en sejr, konstaterer Slangerups holdleder, Lasse Lillieholm, umiddelbart efter aftenens match.
- Det var tæt på, men Holsted havde en D-kører, der præsterede godt på dagen, mens vi havde en enkelt kører, der underpræsterede lidt – og i sidste ende var det de to ting, der gjorde forskellen, vurderer Lasse Lillieholm.
Holsteds holdleder, Thomas Baastrup, er godt tilfreds med, at holdet endelig fik en sejr ind på kontoen.
- Vi vandt og fik det bonuspoint, vi havde brug for, så det er jeg rigtig glad for. I dag havde jeg fire kørere, der leverede varen, og så havde jeg Martin, der leverede lidt ekstra. Så i dag har vi armene over hovedet, oplyser Thomas Baastrup, der dog ikke er helt fri for bekymringer.
- I dag kører vi med to D-kørere fordi vi stadig mangler en C-kører, og det er selvfølgelig ikke optimalt, så jeg håber jeg finder en C-kører inden vi skal til Munkebo i næste uge.
Holsted Tigers 45 point
1. Nicki Pedersen 14+2 point
2. Dawid Lampart 11+1 point
3. Rasmus Jensen 12 point
4. Sam Jensen 0 point
5. Martin Steen Hansen 8+1 point
Holdleder: Thomas Baastrup
Slangerup Speedway Klub 39 point
1. Mikkel Michelsen 14 point
2. Leon Madsen 12+2 point
3. Kenneth Hansen 6+1 point
4. Jesper Søgaard 7+2 point
5. Simon Selch 0 point
Holdleder: Lass Lillieholm
Tilskuertal: 1757
Dagens fighter: Martin Steen Hansen