Tirsdag den 21. juni 2016
Julie får overrakt checken af formand for fritidsudvalget Morten Skovgaard. Foto: Kirsten Jensen
Idrættens Talentråd støtter Julie Kepps OL forberedelse
Som et led i Frederikssund Kommunes talentudviklingsstrategi, har det nyligt dannet Idrættens Talentråd valgt at støtte den lokale OL svømmer Julie Kepp med 20.000 kr i sin forberedelser til de olympiske lege.
Det danske OL svømmelandshold kommer til at bestå af navne som Jeanette Ottesen, Lotte Friis, Rikke Møller og nu også Julie Kepp Jensen fra Svømmeklubben A6, der er et talentudviklingsfællesskab mellem svømmeklubberne Slangerup, Ølstykke og Jyllinge.
Julie klarede kvalifikationskravet sammen med sine 3 holdkammerater på holdkappen 4 x 100m Fri i tiden 03:39,38 ved langbane europamesterskaberne i London i maj. Resultatet kommer ikke ud af ingenting. I mange år har Julies talent været tydeligt for alle i svømmeverden og hun svømmer sig år for år tættere på den absolutte verdenselite. I sidste sæson tog hun 2 x individuel bronze ved European Games i Baku og satte samtidig to danske junior rekord i 50 meter butterfly og 50 meter fri. Rekorder hun trykkede yderligere ned i marts.
Julie med Morten Skovgaard og hendes træner Jon Langberg. Foto: Kirsten Jensen
Successen kan blandt andet tilskrives det talentarbejder der foregår i A6, hvor Julie har samarbejdet med sin træner Jon Langberg siden hun startede med at svømme som 7-årig. En typisk træningsuge for Julie vil bestå af 8-9 gange i bassinet, 3 gange træning på land, 2 gange styrketræning og derudover tid på diætist, massør og fysioterapeut. Til sammen godt over 20 timers programlagt træning om ugen.
Fokus på talentudvikling er noget man politisk ønsker at understøtte med den nye Fritidspolitik, hvor fritidsudvalget i maj nedsatte et Idrættens Talentråd. Formand for fritidsudvalget Morten Skovgaard udtaler ”Vi er meget stolte over at Julie Kepps resultater og at hun nu som den yngste deltager på hele det danske OL hold skal konkurrere i en idræt der kræver så utrolig meget af både atleten, men ikke mindst af det talentudviklingsmiljø der ligger bagved. Et talentmiljø som det i A6 samarbejdet er bestemt noget, vi bør lade os inspirere af.”
Idrættens Talentråd vil sætte projekter i gang, der kan understøtte en langsigtet og kontinuerlig talentudvikling i de idrætter der kan og vil.
Slangerup Svømmeklub har ansøgt Idrættens Talentråd om støtte til, Julies’ sidste træningsfase op til OL, fordi træningen hjemme i A6 er på 25 meter indendørsbassiner med begrænsede og ufleksible træningstider. På den baggrund vælger Idrættens Talentråd at støtte Julie med 20.000 kr. der specifikt skal gå til at sikre de sidste OL-forberedelser.
Jon Langberg forklarer hvorfor denne træningslejr bliver afgørende for Julies forberedelser – ” Konkurrencerne i Rio de Janeiro foregår på et 50 meter udendørsbassin i en helt anden tidszone. Derfor er den umiddelbare plan at rejse væk i to uger på en træningslejr i udlandet, og kunne have fuld fokus på svømning. En bonus ved dette er at Julie kan træne udendørs, hvilket er en stor fordel i forhold til at vende kroppen til den skarpe sol der er i et bassin, da en del af træningen og opvarmningen i Rio kommer til at foregå udendørs.
Derudover vil vi forsøge at komme til at træne på de skæve tidspunkter som konkurrencerne i Rio kommer til at foregå ved - dvs. noget i stil med 15-17 og 22-00 - for bedst muligt at vende hende til det setup.”
De Olympiske Lege starter d. 5 august hvor Julie skal konkurrere i 4 x 100m fri.