Tirsdag den 22. august 2017
Mercedes klippede snoren
Mercedes på syv år fik lov at klippe snoren, da Gørløse Autoimport – Mercedes-Specialisten – indviede sit nye domicil i Raasigvangen.
Borgmester John Schmidt Andersen bistod Mercedes på syv år med at klippe snoren for Gørløse Autoimports nye domicil på Raasigvangen i Slangerup lørdag den 19. august. Th. i grå jakke Flemming Thingmand Henriksen.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men bag facaderne i det spritnye halbyggeri på 4.000 kvadratmeter i Raasigvangen i Slangerups nye erhvervsområde gemmer sig Nordeuropas største genbrugsvirksomhed med speciale i Mercedes-Benz. Det nye byggeri blev officielt indviet lørdag, da 7-årige Mercedes fra Gørløse sammen med borgmester i Frederikssund, John Schmidt Andersen, klippede den røde snor.
Bygherre er Gørløse Autoimport ApS, der siden etableringen i 1985 har slået knopskud i det meste af Gørløse, og som for et par år siden fandt tiden inde til at samle alle aktiviteter – ophug, salg af nye og brugte reservedele samt af importerede Mercedes-Benz – ét sted.
Bag Gørløse Autoimport står Flemming Thingmand Henriksen, der bestemt ikke har fortrudt at have skiftet den tidligere hjemkommune Hillerød ud med Frederikssund.
– I de to år, vi har bygget, har vores samarbejde med Frederikssund Kommune været helt fantastisk. Det er en kæmpe fejl, at I ligger som nr. 3 i Dansk Byggeris erhvervsklimaundersøgelse. I burde ligge som nr. 1! lød det ved indvielsen fra en begejstret virksomhedsejer, der havde bidt mærke i, at Frederikssund har strøget byggesagsgebyret og fjernet dækningsafgiften, som virksomheder betaler i mange andre kommuner.
John Schmidt Andersen begrundede ønsket om en erhvervsvenlig kommune med, at et velfungerende erhvervsliv giver kommune og samfund mulighed for at rumme mere.
Mercedes på syv år fik som tak for sin umage overrakt et bogværk om Mercedes-Benz’ historie, herunder om bilkonstruktøren Emil Jellinek, hvis datter – Mercedes – kom til at lægge navn til, hvad der er verdens ældste bilmærke af sin art.
Etableringen af Gørløse Autoimport i Raasigvangen har indebåret flytning af hundredtusindvis af reservedele fra lejemålene i Gørløse. Herudover har flytningen givet mulighed for at skabe landets mest miljørigtige autogenbrug og et optimeret arbejdsflow, så mere end 90 procent af en bil kan genbruges, inden resten går videre til genvinding.
Gørløse Autoimport beskæftiger i alt 40 medarbejdere, og i 2018 følger yderligere et halbyggeri, der skal omfatte salgsudstilling og yderligere kundefaciliteter.
Gørløse Autoimport skal yderligere udbygges til at rumme biludstilling og yderligere kundefaciliteter.
Gørløse Autoimport hjemkøber totalskadede Mercedes-Benz og udtager reservedele, der kan bruges ved reparationer af andre biler.