Torsdag den 2. juli 2015
En hilsen fra Kasper Nielsen fra Slangerup, før turen går mod Paris
Klar til turen mod Paris
Så er det ved at være tid til jeg skal af sted mod Paris med Team Rynkeby København. Det sker fredag den 3. juli kl. 10.00 fra Carlsberg Byen.
Vores sidste træning blev onsdag, en lille trilletur hvor vi fik hilst på nogle sponsorer og fik et råd med på vejen af selveste Jesper Skibby. De sidste par måneder er blevet brugt på knaldhård træning, bl.a. har vi været en tur på Mallorca og kørt i bjergene og så har vi været et par gange i Sverige for at træne nogle højdemeter. Lige netop at træne i højder er helt sikkert noget vi får brug for på vores vej til Paris. Min egen form bliver ikke bedre og jeg kan med stolthed sige at jeg er i mit livs form. Når jeg kigger tilbage til omkring september 2014 hvor rejsen begyndte, er der sket rigtig meget. Jeg har været inde i en personlig udvikling som har været helt over forventning. Jeg har smidt en masse overflødige kilo og har gjort krop og hoved klar til den kæmpe udfordring jeg står over for.
Vi har bl.a. afviklet Tour De Slangerup med KÆMPE succes og jeg er utrolig stolt over at byen endnu engang har bakket så flot op om de forskellige projekter. Jeg er stolt over at være Slangerup borger og glæder mig til at bære stoltheden med mig til Paris. Jeg er sikker på, jeg har byen i ryggen hele vejen til Paris.
Så KÆMPE TAK til Slangerups mange borgere for jeres støtte i den gode sags tjeneste.
Vejret ser ud til at hjælpe os med at få en fantastisk tur. De lover sol hele vejen og vi kan da også være så heldige at få lidt medvind.
Når vi sendes af sted på fredag den 3. juli, så sker det fra Carlsberg Byen kl. 10.00. Fra kl. 8.00 vil der være morgenmad og kl. 9.00 starter lidt underholdning, hvor bl.a. Søs Fenger vil synge os godt af sted. Jeg vil gerne opfordre alle der har mulighed for det, at kommer ind til Carlsberg Byen og sende os godt på vej.
Invitation til Team Rynkebys prolog i Carlsberg Byen
Send Team Rynkeby af sted mod Paris fra Carlsberg Byen
Det vil glæde ryttere og servicefolk på Team Rynkeby København, Vordingborg, Nordsjælland og Øresund, hvis du vil være med til at sende de fire hold ordentligt af sted mod Paris fra Carlsberg Byen den 3. juli 2015 kl. 9.00.
Afgangsarrangementet varer en time, og indeholder blandt andet en minikoncert med Søs Fenger, taler af blandt andre Børnecancerfondens direktør, Marianne Nielsen, Frankrigs ambassadør i Danmark, Francois Zimeray samt Team Rynkeby Fondens bestyrelsesformand Jørgen Dirksen, ja selv Rasmus Klump lægger vejen forbi Carlsberg Byen for at hilse på ryttere og de fremmødte børn.
Skieksperten Thomas Uhrskov er konferencier.
Kl. 10 skyder den tidligere OL deltager og vinder af seksdagsløbet, Jimmie Madsen, de godt 180 ryttere og 45 hjælpere af sted mod Paris.
De bedste hilsner
Team Rynkeby København, Vordingborg, Nordsjælland og Øresund.

|
Til sidst vil jeg endnu engang opfordre alle til at "synes godt om" Team Rynkeby København's facebook side hvor vi løbende fra dagens etaper vil holde jer opdateret med videoer, billeder og tekst. Jeg vil selvfølgelig også skrive hjem til Slangerup Online et par gange og holde jer opdateret den vej igennem.
God Sommer og endnu engang tak for alle de støttende ord og lykønskninger jeg har fået det sidste stykke tid.