Onsdag den 24. juni 2015
Stærk start sikrede Region Varde sejren i Slangerup
Region Varde Elitesport var knivskarpe fra første heat, mens kørerne fra Slangerup lige skulle i gang, før de for alvor begyndte at køre point hjem. Den forskel kostede onsdag aften Slangerup en sejr på hjemmebane.
Efter blot fire heat havde Region Varde Elitesport bragt sig foran 19-5 over Slangerup. For mens kørerne fra Slangerup ikke var helt klar fra matchens begyndelse, var kørerne fra Region Varde helt flyvende. Og det blev de første fire heat, der kostede Slangerup den hjemmebanesejr, de ellers trængte gevaldigt til at få.
- Fjerner vi de første fire heat fra ræset, så vinder vi matchen. Vi er ikke hårde nok fra start, vores kører giver sig for hurtigt, og sådan vinder man ikke et speedwayløb, forklarer Slangerups holdleder, Lars Munkedal, umiddelbart efter nederlaget.
Han er dog ikke generelt utilfreds med kørernes præstationer.
- Efter heat fire kører de sig varme, og så gør de faktisk et godt stykke arbejde. Især Mikkel kører et rigtig godt løb og scorer også 15 + 1 point, fortæller Lars Munkedal.
Region Vardes holdleder, Steven Andersen er ganske godt tilfreds med aftenen resultat.
- Vi levede op til det vi skulle. Drengene fik det til at lykkes, og de kæmpede som et hold og samarbejdede, så det var virkelig fedt, lyder det.
- Og så var banemanden og dommeren rigtig gode. De lavede nogle ting om og formåede at få et godt løb ud af det, slutter en tilfreds Steven Andersen.
Slangerup 39 point
1. Krzysztof Buczkowski 12+2 point
2. Kenneth Hansen 9+1 point
3. Mikkel Michelsen 15+1 point
4. Simon Nielsen 3 point
5. Kenni Nissen 0 point
Holdleder: Lars Munkedal
Region Varde 47 point
1. Jason Doyl 13 point
2. Samuel Masters 12+2 point
3. Joonas kylmakorpi 13 point
4. Jonas B. Andersen 6+2 point
5. Tobias Thomsen 3+1 point
Holdleder: Steven Andersen
Tilskuertal: 718