AKUcenter Højagergaard i Slangerup, holdt Julemarked
i weekenden 23. og 24. november 2013
Det er nu tredje år, Højagergaard holdt åbent i gårdbutik og kantine den sidste weekend inden Advent. Både besøgstal og salg er steget i hvert af de tre år, og der er nu ingen tvivl om at der er startet en tradition. Så sæt roligt kryds i kalenderen for 2014.
Gartneriet solgte overvejende juledekorationer, gran og ikke mindst julestjerner! Allerede i juli har de ansatte i gartneriet plantet 6.000 små julestjerne stiklinger, så ingen gik nu forgæves efter røde planter til vindueskarmene.
Snedkeriet solgte køkkengrej, havemøbler, højbede, trækasser m.v.
Kantinen bød på æbleskiver, kaffe, te og kartoffelsuppe.
Ingen har tal på hvor mange der besøgte julemarkedet de to dage, men kantinen ved hvor mange æbleskiver de har serveret. Nemlig 1.600!
Foto: Jens Hanneborg, AKUcenter Højagergaard
Er man ked af at have gået glip af julemarkedet med de gode tilbud, kan man altid besøge gårdbutikken på hverdage mandag-torsdag 8.00-15.30 og fredag 8.00-13.00.
Højagergaard drives af Frederikssund Kommune og tilbyder – som det hedder – ”beskæftigelse for personer mellem 18 og 65 år, som på grund af funktionsnedsættelse har svært ved at finde og fastholde almindeligt arbejde”.
PT har godt 100 borgere deres daglige arbejde på et af Højagergaards værksteder.
Læs gerne mere på: www.hoejagergaard.akucenter.dk .



