Torsdag den 7. december 2017
MICHAEL JEPSEN JENSEN BLIVER I SLANGERUP
De seneste ugers spekulationer om Michael Jepsen Jensens fremtid i den danske liga er nu faldet ud til Slangerups fordel, da han har valgt at blive hos nordsjællænderne.
Efterårets kategorisering af de danske speedway kørere til næste sæson - hvor Mikkel Michelsen er rykket op som A kører - har medført at den nyudnævnte holdleder Henrik Vedel pludselig står med to A kørere på det hold som i 2018 skal søge at veksle bronzemedaljer, til et sæt medaljer af mere ædel karakter. Og hver hold må som bekendt kun anvende én A kører i hver match.
- Jeg er utrolig glad for klubben og forholdene i Slangerup, hvor både sponsorer og de “gule flag” yder en stor indsats, hvilket var med til at gøre valget nemmere trods flere tilbud siger Michael Jepsen Jensen, med henvisning til både E. Trasborg a/s samt Slangerups store supporter skare.
- Vi har en stærk og sammentømret trup, som er berettiget til mere end DM bronze, og det vil jeg gerne være en del af, selv om det måske betyder færre starter, siger Michael Jepsen Jensen, der også ser den nye situation som en mulighed for en lidt mindre stresset sæson 2018, hvor det erklærede mål er kvalifikation til VM grandprix serien i 2019.
- Nu prøver vi denne ordning, og det giver mig ro i forhold til den danske liga, og så vil sæsonen vise om det er en konstellation, som fungerer optimalt, siger Michael Jepsen Jensen.
En eventuel rivalisering om rollen som A kører er til gengæld ikke lige Mikkel Michelsens ønskescenario for den kommende sæson.
- Jeg har intet imod Michael Jepsen Jensen – tværtimod – men det er en noget anden situation, end den som jeg blev stillet i udsigt i august måned, hvor den daværende holdleder Lars Munkedal ville give mig rollen som eneste A kører og holdkaptajn, siger Mikkel Michelsen.
Holdleder Henrik Vedel erkender at beslutningsprocesserne frem mod 2018 har været i fuld gang, inden det stod klart, at han overtager lederrollen fra Lars Munkedal, som af hensyn til arbejdspres har valgt en pause fra speedwaysporten.
- I min optik har Mikkel Michelsen – der altid har kørt for Slangerup – fortjent at få den rolle som holdkaptajn, som Jepsen Jensen på bedste vis har udført de to seneste sæsoner. Samtidig er jeg utroligt glad for at beholde Jepsen Jensen, for med de to stærke kørere i truppen, skal jeg ikke ud og hyre en dyr udenlandsk kører, hvis Mikkel eller Michael skulle blive udsat for skader, siger Henrik Vedel, der selv var aktiv speedwaykører, inden et slemt crash i Glumsø i 2010, satte en stopper for karrieren.
Også Slangerups direktør for klubbens professionelle ligahold, Stefan Kristjansson, er glad og lettet over Michael Jepsen Jensens beslutning om at blive i truppen.
- Michael har været en kæmpe gevinst for Slangerup, både som kører og holdkammerat, men også i kraft af sin attitude over for fans og sponsorere, hvilket har gjort ham meget populær, siger Stefan Kristjansson, der ligesom Henrik Vedel ser det som en stor fordel, at råde over to danske A kørere.
- Det her en den bedste ordning vi kunne tænke os, for Mikkel Michelsen får nu muligheden for at vise sig som holdkaptajn, mens vi stadig beholder en grandprix- vinder, holdverdensmester og U21 verdensmester i truppen, siger Stefan Kristjansson.
Mikkel Michelsen og Michael Jepsen Jensen er også holdkammerater i den svenske liga - hvor de med Eskilstuna hjemtog årets svenske liga-titel - og mens Michelsen bliver kaptajn i Slangerup, fortsætter Jepsen Jensen med samme rolle for Eskilstuna.